Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 4. Juli 1951 / Time Line July 4, 1951
Version 3.007/04/1951
Krigens sande ansigt
Thomas Christensen. Pacifisten. Juli 1951 s. 80.
To danske damer, overbibliotekar Ida Bachmann og redaktør
Kate Fleron, har været i Nordkorea sammen med
repræsentanter fra en del andre lande. Deres beretning om,
hvad de har set og hørt har vakt megen opsigt og endnu mere
modvilje, og nu synes man at ville tie dem ihjel allesammen, fordi
de siger ting, som ikke er absolut flaterende for vore allierede i
A-pagten, amerikanerne.
Det er imidlertid ikke amerikanerne, de to damer er ude efter. De
ønsker kun at fortælle, og så lade folk drage
deres slutninger, og så håber de, at folk vil
forstå, at de har medansvar for de lidelser, som
overgår det ulykkelige koreanske folk, og at de tillige har
fået en forestilling om, hvordan den moderne totale krig
former sig, og vil forme sig også hos os, hvis vi lader den
bryde ud.
4. juli havde Mellemfolkelig Samvirke i Århus indbudt de to
damer til et offentligt møde, som samlede 6-700 mennesker,
og vi gengiver i det følgende hovedpunkterne i deres
fremstilling.
Frk. Bachmann begyndte med at sige, at man må afvente en
rolig bedømmelse af, hvem der begyndte krigen i Korea, fordi
påstand i dag står mod påstand, og iflg. Syngman
Rees egen beretning angreb Sydkorea. Samtidig hævdede hun, at
hverken USA eller FN havde ret til at intervenere i et lands indre
konflikt.
Krigen mod Nordkoreanerne stemplede hun som en udryddelseskrig mod
den civile befolkning, og hun havde set tydelige beviser for angreb
på Kina.
Byerne bliver bombet ustandselig, og det man husker fra dem er
ruiner og ligstank og så de arme underernærede og
pjaltede børn, og de mange vidnesbyrd fra de tiloversblevne
om, hvordan deres nære var blevet dræbt.
Alle civile er fredløse om dagen på vejene og
markerne, så al arbejde og al transport må foregå
om natten.
Fra et besøg i en landsby berettede frk. Bachman, at
indenfor et område af 10 km var 1561 mennesker blevet
dræbt under den amerikanske besættelse, og hun havde
besøgt store massegrave på 60-80 m i længden med
lig i dobbelt lag, nogle dræbt med bajonet, andre ved
skud.
Frk. Bachman understregede udtrykkelig, at hendes oplysninger ikke
var tænkt som en ensidig anklage mod amerikanerne, som hun
har haft så nøje forbindelse med og sætter stor
pris på. Men det var amerikanerne, der havde været de
steder, hun besøgte, og hun drog den konklussion, at
når mennesker kommer i uniform, ophører de med at
være mennesker.
Det var frk. Bachmans opfattelse, at den almindelige befolkning i
Korea er på nordhærens parti. Hun formulerede det
således:
FN kæmper i Nordkorea mod folkehæren og den civile
befolkning, i syd mod partisaner og civilbefolkningen, og hun
sluttede sit foredrag med at kræve fred i Korea og fjernelse
af alle udenlandske tropper
Kate Fleron betonede, at hun var rejst til Korea med en skeptisk
indstilling overfor, hvar hun ville få at se, og hun havde
kun bøjet sig for uimodsigelige kendsgerninger, men hun
nødtes til at sige, at den form krigen i Korea havde antaget
er umenneskelig.
Kate Fleron gav et malende billede af, hvordan nattetrafikken
formede sig på de overfyldte veje, og hun fortalte smukt om,
hvordan den udbombede befolkning med grene og blomster søgte
at kaste lidt skønhed ind over deres ruintilværelse.
Hun berettede om byer, der var ødelagt indtil 100%,
også hospitalerne. Hun berettede om forfærdeligt
effektive brandbomber og tidsindstillede bomber, der sprang en tid
efter deres fald og gjorde alt redningsarbejde livsfarligt.
Krigen i Korea er måske ikke mere rå end verdenskrig
nr. 2. Men krigen i Korea er den første krig, som FN og
dermed vi allesammen har medansvar for. Også Kate Fleron kom
ind på, hvor det kunne gå til, at unge skikkelige
mennesker og folk, der hjemme er pæne borgere kunne
være med til al den umenneskelighed, der finder sted. Hun
fandt delvis svaret i det samme svar, som frk. Bachmann,
uniformeringens borterodering af det menneskelige, men også i
den hadfyldte propaganda, der drives, og som forgifter sindene,
så det fuldstændig glemmer, at det er mennesker, deres
ugerninger går ud over.
Vi må berede os på vort ansvar, sluttede Kate Fleron.
Vi må arbejde for krigens ophør, for
gennemførelsen af de 4 genferkonvensitioner, som forbyder
enhver form for brutalitet overfor den civile befolkning.
De to damer har noget at fortælle, som er værd at
høre, fordi det vækker til eftertanke og
ansvarsbevidsthed, og det er ikke bevis for nogen særlig god
samvittighed hos størstedelen af den danske presse,
når den enten fortier eller fordrejer deres udtalelser.
 |
 |