“Fra det 16de til midt i det 16de Aarhundrede havde Inderne Overtaget, og Peshawar maatte lyde Stormogulen i Delhi; men dennes Magt blev brudt af den tapre Afghanerkonge Ahmed Shah, som underkastede sig hele Indien. De 150 Aar, der er forløbet siden hans Død, melder om endeløse Krige mellem de forskellige Folkestammer, der bebor disse Egne, om Broderkrige mellem Fyrsternes Sønner, om Vold og Mord og Lovløshed, indtil Englænderne i første Halvdel af forrige Aarhundrede erobrede Landet og bragte forholdsvis rolige og lovbundne Forhold tilveje. Englændernes Hævdelse af deres Overhøjhed over Landet gik dog ikke hen uden talrige større og mindre Kampe, og da i 1857 det store Seapoys-Oprør rystede det engelske Herredømme i dels Grundvold, var Peshawar et af de Steder, hvor det gik varmest til; takket være den engelske Overgenerals dygtighed og haardhændede Optræden, lykkedes det her at kvæle Oprøret i dets Fødsel, men kun ved Hjælp af en Krigsret, der arbejdede saa energisk, at i Løbet af faa Maaneder ikke mindre end 523 Oprørere blev henrettede paa Fælleden udenfor Peshawar; Henrettelserne skete hver Torsdag i hele Garnisonens Paasyn, mens den stod opmarscheret til Parade, for at det ret skulde gøre Indtryk paa dem, der mulig tænkte paa Oprør. Det lykkedes ogsaa at holde Egnen nogenlunde rolig”.
Professor Chr. Saugman: Muhammedanermissionen paa Teltmissionens Egne. I: Fra Teltmissionen, 1910 s. 139.