Det danske Fredsakademi

Krig

ISBN 87-980424-0-8

Trykt og udgivet 1976 af landsforeningen Aldrig mere Krig

Tekst: Geert Grønnegaard
Tegninger: Preben Larsen
Layout: Svend Aagaard Nielsen
Omslag: Preben Larsen

Teksten er skrevet for skoleelever fra 13-17 år, med en Lix på 41.

Denne bog er ensidig:
På den ene side må man ikke slå ihjel.

Fra studier af dyr ved man, at selv de voldsomste kampe om hunnernes gunst aldrig med vilje ender med drab på rivalerne. Dyrene har i deres instinkt indbygget nogle signaler for absolut underkastelse, som de bruger, hvis de ikke mere kan klare sig i kampen. Hos nogle dyr viser den overvundne sin underkastelse ved at lægge sig på ryggen og blotte halsen for bid. Dette, at taberen på en så ydmyg måde lægger hovedet på blokken, rører ved et eller andet hos sejrherren, så det bliver fuldstændig umuligt for ham at levere et dræbende bid.

Dyrepsykologerne mener, at også vi mennesker har sådanne signaler, som skulle gøre, at vi undgik hinanden i slagsmål. Nogle forklarer, at det er smilet, et venligt smil, som skulle være vort beroligende signal til andre mennesker. Måske er det frygten i ens øjne, hvis man føler sig virkelig i fare. Desværre har vores såkaldte civilisation sat disse »dyriske« nødværgeinstinkter delvis ud af funktion hos os. Der er to ting, som ophæver signalernes virkning: Afstanden til offeret, og at man ikke opfatter modstanderen som et medmenneske.

Man har lavet et forsøg med nogle mennesker, og du kan prøve det efter i tankerne med dig selv. Man stillede forsøgspersonerne den opgave, at de skulle dræbe et dyr med deres bare næver. De blev vist en flue, en mus, en kanin og en chimpanse.

Kunne du nænne at slå et af disse dyr ihjel?

Alle smækkede fluen, endog med fornøjelse. Musen klarede nogen, selv om det var med væmmelse. Kaninen fik det til at vende sig i selv de mest hårdkogte, og aben var der ingen, der kunne få sig selv til at gøre fortræd. Det er tydeligt, at det bliver sværere og sværere, jo mere dyret ligner os selv i størrelse og udseende, så hvis alle kampe mellem mennesker foregik udelukkende med hænder og tænder, ville der sikkert ikke forekomme mange drab.

Men her kommer menneskets krigeriske opfindsomhed ind. Våbnene er blevet for gode. Man kan slippe et kvælergreb, når man ser, at modstanderen bliver blå i hovedet, men en pil eller en geværkugle for slet ikke at tale om en atombombe kan man ikke standse, når de først er sendt af sted. Bliver afstanden til modstanderen større end nogle få meter, ophæves virkningen af nødsignalerne. Man kan ligesom dæmpe sin egen afsky for drabet ved at lade kuglen eller bomben klare det ubehagelige. Og moderne våben er så ødelæggende, at de ikke blot udsletter en truende modstander, men også tager hans børn og hans gamle bedsteforældre med i købet, selv om de ikke udgør nogen trussel for en.

Den anden ting, som kan ødelægge vores medfødte »dyriske« ædelmodighed over for en modstander, består i en nedvurdering, så vi ikke mere opfatter ham som et menneske ligeværdigt med os selv. Altså at man på en måde kunstigt flytter fjenden nedad på dyreskalaen, nærmere fluen. Mennesker, som vi ikke kender, hvis sprog vi ikke forstår, som ikke ligner os i udseende eller påklædning, sådanne mennesker har vi allerede på forhånd i vore tanker anbragt et stykke nærmere chimpansen. Denne trang til nedvurdering af »grimme ællinger« er der kyniske mennesker, som spiller på ved yderligere at lægge andre for had. Du har nok hørt ord som jødesvin, de gule, niggerne, spaghettiæderne, de røde, blegansigterne, barbarerne. Hvis de bliver brugt igen og igen af offentlige personer, kan de skabe grundlaget for frygtelige blodbad. Spærringen over for det at dræbe bliver fjernet, fordi man i tankerne sætter modstanderen ned blandt fluerne og musene.

Der er grund til at tro, at man omvendt vil kunne sætte vore gode dyreinstinkter i funktion igen. Det skulle så gøres ved at give afkald på våbnene, så man igen kunne møde en modstander bogstaveligt ansigt til ansigt og derved få mulighed for at virke på hans signalsystem. Nedvurderingen kan også modvirkes, ved at lære mere om fremmede folkeslag, deres sprog og vaner, så de ikke mere forekommer os så fremmede.

Hvorfor er man gået i krig?

Vi kan sagtens måle os med vore forfædre, når det gælder ødelæggelser og grusomheder i krig, men begrundelserne for at bruge væbnet magt har ændret sig noget gennem tiderne. I det gamle Rom var blodige gladiatorkampe en yndet folkeforlystelse ligesom fodboldkampe l dag, og ingen skammede sig over den fornøjelse. En samtidig romersk historiker skriver om germanerne, et folk som i århundreder truede romerrigets nordgrænse, at »de regner det for slapt og blødsødent at skaffe sig noget ved arbejde og sved, hvis det kan vindes ved blodsudgydelse«. Denne beskrivelse kunne have været brugt om tankegangen hos de fleste folk i Europa på den tid, også om romerne selv.

I de islandske sagaer fortælles om en vikingekonge, der pludselig i et hyggeligt selskab trak sit sværd og klippede en rar gammel mand i to stykker. Kongens folk spurgte lidt overrasket, hvorfor den gamle mand skulle lade livet, og de fik det enkle svar: »Han stod så godt for hug«.

Noget senere, i middelalderen, var det Helligånden og Kristi grav og bønner til Muhammed og Marias undfangelse, der fik hundredtusinder af mennesker hidset op til at slagte hinanden. Når man læser i historiebøgerne, at »det kristne budskab bredte sig over hele Europa« eller »Muhammeds lære vandt tilhængere i hele Nordafrika« eller »De fleste indianere lod sig døbe i troen på den hvide Gud«, så foregik al denne hengivenhed til det himmelske på en nok så håndfast måde: Millioner af mennesker så præsten med biblen eller koranen højt løftet i den ene hånd, men endnu tydeligere så de det blinkende sværd i den anden, så det var nok klogere at mumle et par besværgelser på et sprog, de ikke forstod. Når man først var døbt, blev man sat i gabestokken eller pisket offentligt, hvis man »glemte« at komme til gudstjeneste om søndagen. Til et spansk regiment på 3000 mand i middelalderen hørte der 13 feltpræster, men kun 3 læger.

Under Napoleon opfandt man et nyt begreb, som man ikke før havde kendt: Fædrelandet. Alle menneskers fædre må nødvendigvis være født et eller andet sted, som regel på land. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Det var først, når ordene var blevet sat sammen til et ord, fædreland, at de fik så stærk virkning, at folk gik i døden i titusindvis, med begejstring oven i købet.

Millioner af unge mænd er blevet dræbt i krige, hvor de kæmpede for "fædrelandet og fanen"

Endnu for hundrede år siden blev unge officerer slået til riddere af dronning Victoria for at lægge nye besiddelser til det britiske imperium. Deres dåd bestod i med geværer og kanoner at nedslagte nogle barbenede, spydbevæbnede zuluer, maorier, hinduer og masaier. Franske officerer tog sig på samme måde af algierere og vietnamesere, belgiere boltrede sig i Congo, hollændere i Indonesien, russere i Kaukasus. Amerikanere bredte sig på bekostning af mexicanere og indianere. Dengang fandt man det helt naturligt at fare sådan frem. Europæere betragtede asiater og afrikanere som undermennesker, der simpelt hen måtte have en hvid mand til at styre og kommandere.

I vore dage er de fleste europæere lidt flove over, at deres bedsteforældre var så grusomme og overlegne, og de fleste af kolonierne har nu fået selvstyre, dog først inden for de sidste 20-30 år og hver gang efter bitter strid. Mange hvide anser stadig farvede mennesker for at være ude af stand til at klare sig selv.

Begrundelserne for at indlede og føre en krig i 1970'erne er lidt finere end vikingekongens, eller l hvert fald forstår statsledere i dag bedre at vælge deres ord. De fleste lande har døbt deres krigsministerium om, så det nu hedder forsvarsministeriet. Man går nu ikke i krig for fornøjelsens skyld, for at erobre fremmed jord, for Gud, Konge eller Fædreland. Nu skal ting som friheden, demokratiet, landets suverænitet eller noget tilsvarende helst være truet eller angrebet, og man prøver af hensyn til nysgerrige journalister og fjernsynsfolk også at skaffe beviser. 1 1939 begyndte 2. verdenskrig med, at tyske tropper væltede ind i Polen. Men de gjorde det først, efter at man havde lavet et skuespil: Man gav nogle tyske straffefanger polske uniformer på og lod dem skyde ned uden for en tysk grænsevagt. Udefra skulle det se ud, som om polakkerne havde angrebet først inde på tysk område. I 1964 meddelte aviser i hele den vestlige verden, at det amerikanske krigsskib »Maddox« uden varsel var blevet beskudt af nordvietnamesiske småskibe i Tonkinbugten. Dette blev indledningen til en række frygtelige bombeangreb på Hanoi og Haiphong. Bagefter har man fundet beviser på, at Maddox-historien var opspind. Skibet havde ikke så meget som en skramme, da det kom i havn.

Når der først er kommet gang i skyderierne for alvor, tager man det ikke så nøje med de fine udtryk. I Nordirland, Israel, på Cypern, hvor skud og bomber har hørt til dagligdagen i mange år, taler man helt åbent om gengældelsesaktioner og hævn.

Lige meget hvilke begrundelser man har brugt for at føre krige i årtusinder, så er det småfolk, det er gået ud over, og måske i særlig grad kvinderne. De og deres børn har måttet sulte, når hære skulle udrustes, man tog deres tøj, deres korn, deres heste. Soldater skød deres huse i grus, stjal kvæget og brændte afgrøderne, som skulle give dem føde, jagede dem som flygtninge rundt i deres eget land.

Hvem skal vogte os mod vogterne?

Dwight D. Eisenhower blev kendt som øverste hærfører 1 2. verdenskrig. Derefter var han en årrække præsident l USA. Da han trådte tilbage, advarede han i en lille tale det amerikanske folk mod noget, han kaldte »det militær-industrielle kompleks«. Et kompleks betyder noget indviklet forgrenet noget, som alligevel på en eller anden måde virker samlet. I det militær-industrielle kompleks er det altså militæret og industrien, der virker sammen på en så indviklet måde, at ikke engang landets præsident og tidligere general var i stand til at rede trådene ud.

Komplekset virker på den måde, at store våbenfabrikker ansætter tidligere generaler som rådgivere. Generalerne har gamle venner l krigsministeriet, som skal råde kongressen (folketinget), om der skal købes nye våben, og hvilke typer det så skal være. Den senator (eller folketingsmand), som er valgt der, hvor våbenfabrikken ligger, tør ikke lade være med at stemme for penge til våben, fordi han frygter at miste sine vælgere. Han vil også presse på for at få de andre senatorers stemme. Maske kan komplekset have grene ind i aviser eller Tv-stationer, som er i stand til at oppiske frygt eller krigsstemning.

Nu må man ikke tro, at et sådant militær-industrielt kompleks er noget særligt for USA. De fleste andre lande i verden har noget tilsvarende grupper i samfundet, som lægger pres på landets ledere for at få så mange penge til militæret som muligt. I Sovjetunionen har man en stadig kamp om penge mellem sværindustri og let industri. Sværindustrien omfatter våben, mens den lette industri laver de daglige forbrugsvarer. Yderligere skal efter grundloven et vist antal af de øverste generaler altid have plads i den øverste sovjet, der svarer til det danske folketing.

Det spørgsmål, der står som overskrift for dette afsnit, blev første gang stillet for næsten 2000 år siden af en romersk senator, som ikke anede, hvad han skulle stille op mod soldaterne i Rom. De bestemte næsten alt, fordi de havde våbnene - også, hvad de skulle have i løn.

Den kinesiske formand Mao er inde på det samme, når han skriver: »Vort princip er, at partiet kommanderer geværet, og geværet må aldrig få lov til at kommandere partiet.« Det kan lyde ret indlysende, at det bør være sådan, men desværre er det svært. »Partiet« eller »folket« skal være meget vågent, for at »geværet« ikke skal få overtaget.

I mange lande, ja, faktisk i over halvdelen af verdens stater, nøjes man ikke alene med at presse på for at få flere penge til militæret. Der har officerer direkte overtaget landets styre og regerer ved hjælp af ordrer, fængsler og maskingeværer stik imod alle grundlovsbestemmelser. Når så et militærdiktatur, som det f.eks. har gjort i Grækenland, Spanien og Chile, indfører fængselsstraf for enhver kritik af militæret, kan man godt forestille sig, at afrustning kan have lange udsigter i et sådant land.

At det er et vanskeligt og farligt problem, kan man se allerede i skolegården, hvor børn, som er lidt større, stærkere eller hurtigere end deres kammerater, fører naturligt an i lege, hvor styrke og hurtighed har betydning. Det er en meget stor fristelse for sådanne børn at benytte deres kræfter til at tvinge de svagere, også i situationer, hvor styrke ikke skulle betyde noget. Der kan opstå tyran-slave-forhold, som kan præge menneskene langt ind i den voksne alder, så de fremstår som brovtende slagsbrødre eller overnervøse forsigtigpetere. På samme måde er det en meget stor fristelse for mænd, der har fået træning i at bruge knippel, gevær eller andre våben, at bruge dem til at »overtale« også de mennesker, som de egentlig skulle beskytte. Både i fortid og nutid er der talrige eksempler på, at »geværet« har haft sin egen mening om, hvem der havde ret til at kommandere.

Det er derfor rent ud livsvigtigt for os, at vi altid husker advarslerne fra formand Mao og præsident Eisenhower.

Hvad er egentlig krig?

Man kan ofte høre og læse udtryk som »Hvis krigen kommer« eller »landet har været hærget af krig i årevis« eller »hvis vi skulle blive ramt af krig«.

Sådanne sætninger siger nærmest noget i retning af, at krig er en slags naturkatastrofe eller en pest, som kommer væltende over et land, uden at nogen egentlig kan gøre for det. Det er altid de andre, som truer, os, der bare vil forsvare os. Men man skal hele tiden huske på, at krige er skabt af mennesker, og at det derfor også er mennesker, der kan og skal forhindre dem.

Også på en anden måde er selve sproget med til at give et fordrejet billede af, hvad krig egentlig er. I aviser, radio og TV læses meddelelser fra fjerne lande, hvor der er krig. Måske har I hørt ordene 1) commandoenheder, 2) operationer, 3) luftstøtte, 4) intensiv afhøring eller 5) taktisk atomangreb. Ordene lyder meget renlige og velfriserede, beregnet til at kunne høres og ses i ethvert pænt hjem. Men hvis man giver sig til at tænk over, hvad ordene egentlig står for, er det et noget mere blodigt billede, der tegner sig. 1) betyder simpelt hen snigmordere. 2) kan være sprængning af en skolebus eller bombning af en gammel kones hus. 3) betyder udspredning af et kæmpemæssigt tæppe af brændende gelé, der sætter alt levende i en brand, som ikke kan slukkes, før der ikke er mere gelé tilbage. 4) er to pæne ord, der på dansk betyder tortur eller pinsler. Og 5) er, en bombesprængning, som fuldstændig pulveriserer en by som Århus, så ingen overlever.

Krig er grusom, men det er ikke blot under selve kamphandlingerne. Dagligdagen bliver ofte forpestet for folk i flere menneskealdre. Tyske byer var så ødelagte af bomber fra 2. verdenskrig, at man endnu ti år efter kun havde fået ryddet stier mellem ruinbunkerne, og man var nødt til at konstruere specielle knusemaskiner, som kunne lave murbrokkerne om til vejmaterialer. I Frankrig havde man i 1920'rne et særpræget problem, som man kaldte »jomfrupuklen«. Over en million piger stod uden mænd eller kærester, fordi krigen havde bortrevet flere årgange af unge mænd.

De fleste overlevende fra en krig er mærkede for resten af deres liv, ofte både på kroppen og på forstanden. Enhver jernbanevogn i Frankrig har en kupé eller et sæde, som er reserveret for krigsinvalider. Den amerikanske hær driver et hospital udelukkende for soldater, der har mistet både arme og ben. Sygeplejere ruller dem hver morgen hen foran fjernsynsapparatet og hver aften tilbage i deres seng. Millioner har fået ødelagt deres nerver ved de rædsler, de har oplevet, så de er blevet forfaldne til spiritus og narkotika. De ligger søvnløse om natten eller farer sammen ved den mindste lyd. Andre kan ikke stille deres livsførelse om til fredelige forhold. Efter i måneder og år at have skudt på alt, hvad der bevægede sig, under konstant fare for deres liv, mister de respekten for andre menneskers liv og bliver bankrøvere eller mishandler deres egne koner og børn.

Endog levevilkårene for vore efterkommere bliver forringet efter en krig. I visse områder af Belgien og Frankrig kan bønderne ikke trække såmaskiner over markerne uden at støde på ødelagte våben. Fiskere på Fyn får stadigvæk dødsensfarlige sennepsgastromler i deres garn, som blev kastet ud for 60 år siden i 1. verdenskrig. Mange arbejdere er blevet dræbt under den nylige oprensning af Suezkanalen for miner og torpedoer. I Vietnam er store landområder dækket som et månelandskab af bombekratere, hvor man ikke kan få nogen afgrøder til at gro. Frodige skove over et areal svarende til Lolland-Falster og Fyn er blevet ødelagt af kemikalier, så alt grønt bliver svedet bort af den brændende sol. I Japan fødes stadig børn med mærkelige misdannelser, fordi deres mødre har været udsat for radioaktiv stråling efter atombombesprængninger.

Stærke menneskelige følelser som sorg, frygt, had og misundelse bliver ikke slukket fra den ene dag til den anden, selv om krigshandlingerne standser eller dør ud. Især efter borgerkrige, dvs. krige hvor landsmænd kæmper mod landsmænd, er disse følelser stærke. I USA er der endnu over hundrede år efter borgerkrigen gnidninger mellem Sydstater og Nordstater. I Spanien udkæmpedes en blodig borgerkrig i 1930'rne, og selv i dag 40 år senere gærer det frygteligste had, så børn forfølges for handlinger, deres forældre eller bedsteforældre i sin tid var med til. I Nordirland og på Cypern har man en næsten uløselig situation med hverken krig eller fred, hvor to befolkningsgrupper står stejlt over for hinanden, begge ophidsede og hævngerrige efter meningsløse drab og bombesprængninger på begge sider.

Hvordan undgår man krig?

Hvis man undersøger det forløb, der har fort frem til de fleste krige, viser der sig et mønster. Man kan sammenligne med at køre i en vogn med dårlige bremser ned ad en bakke, der bliver stejlere og stejlere. Det bliver sværere og sværere og til sidst umuligt at undgå ulykken. Hvis der først er faldet skud, og mennesker er blevet dræbt eller såret, er der noget at hævne? og så kører løbet.

Skal det undgås at vognen kører løbsk, må derfor fornuftige folk sørge for, at vognen slet ikke kommer i gang, eller at den i hvert fald i god tid bliver drejet ind på et sidespor,

Det må gælde om at undgå sult, undertrykkelse, forskelsbehandling, ulighed, overbefolkning, fordi det er den slags problemer, der giver grundlag for krige.

Du skal her tænke på, at det du oplever som retfærdigt ses som en oprørende uretfærdighed af et andet menneske. Tænk f.eks. at du havde bagt to franskbrød for at spise det ene i dag og det andet i morgen. Du havde selv pløjet, sået og hostet hveden, selv bygget møllen og ovnen. Så ville du muligvis blive meget hidsig og slå om dig,, hvis der pludselig kom en og tog det ene af brødene, det du skulle have spist i morgen.

Men brødtyven tænker på en anden måde: Han har ikke fået brød i dag og har ikke udsigt til at få det i morgen eller overmorgen. For ham forekommer du at være enormt rig og han selv fattig. Hvis han yderligere ikke kan få et stykke jord til selv at så hvede på eller en mursten til mølle og ovn, fordi du har sat dig på alt, hvad der hedder jord og byggematerialer, så skal du ikke regne med, at han vil se på dig og dit franskbrød med venlige øjne.

Det er ofte mennesker, som ejer noget, andre ikke har, der taler mest om at forsvare sig, som føler sig selv og deres ejendom truet. Folk, der kun har det tøj de går Og står i, behøver ingen livvagt for at kunne færdes uden frygt. For fredens skyld kan det derfor kun anbefales folk, der ejer mere end deres naboer, på en eller anden måde at dele med dem.

Når vi ingen ejendom har, behøver vi heller ingen soldater til at forsvare den.
(Frans af Assisi)

Hos nogle eskimostammer har man haft den tradition, at de dygtigste jægere eller fangere engang imellem inviterede hele bopladsen til fest. Herunder forærede de alle deres bedste skind til de mindre heldige og svagere slægtninge. Skindene var eskimoernes eneste rigdom, og ved en sådan uddeling blev ligevægten genoprettet, så ingen behøvede at misunde andre. Der er noget, der tyder på, at metoden er brugbar, fordi ordet »krig« findes slet ikke på de eskimoiske sprog.

De fleste mennesker i det, vi kalder den rige verden, ved, at millioner af mennesker må gå sultne i seng hver dag. Alligevel finder vi det retfærdigt at opruste hære for milliarder af kroner for at forsvare »det andet franskbrød«. Hvis vi sparede hærene, blev der rigeligt råd til at lave flere brød og til at pløje, overrisle og dyrke korn til de kommende års forbrug.

I Danmark bruges til militær 10 millioner kr. hver dag. I hele verden bruges til militær 3.500 millioner kr. hver dag.

Man vil aldrig kunne skabe et samfund uden konflikter Og spændinger imellem mennesker, men det er heller Ikke ønskeligt. Konflikter kan være nødvendige, for at man tydeligt kan se sine fejl og derefter gøre noget for at få dem rettet. Det er derfor ikke konflikterne selv, man har grund til at frygte, men det, at de får lov til at løbe, uden at nogen gør noget for at ændre uretfærdighederne.

Også de spændinger, der kan opstå mellem mand og kvinde og mellem forældre og børn, er helt naturlige. Det er den slags spændinger, som gør livet rigt og afvekslende. Det er dog stærke kræfter, der er tale om.

Du har sikkert hørt om tilfælde, hvor mennesker dræber deres kæreste, fordi kæresten har fundet en anden. Det er uhyggeligt, men det er trods alt meget få kærestemord, der finder sted, og de truer ikke hele samfundet. De, som i hidsighed dræber deres elskede, ville sandsynligvis aldrig finde på at genere andre mennesker.

Hvad kan JEG gøre?

Det kan godt virke ret nedslående at høre om krige og rustninger og militarisme over hele verden, og man kan spørge sig selv: »Hvad kan jeg gøre ved alt dette?« »Betyder det overhovedet noget, hvad jeg gør eller siger?«

Efter den anden verdenskrig nedsatte de sejrende magter en domstol l byen Nürnberg I Tyskland. Her blev de tyske officerer af alle grader stillet for retten sigtede for frygtelige forbrydelser begået i krigsårene i de besatte lande. Alle de sigtede sagde til deres forsvar, at de godt nok havde gjort nogle af de ting, som de blev anklaget for, men at de havde fået ordre til det af deres overordnede og derfor var tvunget til at gøre det. De allerøverste generaler sagde, at de havde fået ordre direkte af Hitler.

Lejrkommandanten fra Auschwitz, nazisten Rudolf Hoess, i vidneskranken under Närnbergretssagen.

Ikke desto mindre blev de fleste dømt, og domstolen understregede, at der fandtes forbrydelser, der var så barbariske., at ethvert nogenlunde hæderligt menneske skulle nægte at udføre dem, selv om de fik ordre til det. Dommen virker retfærdig. Det ville være frygteligt at leve, hvis alle slags grusomheder var tilladt, blot der var en, der havde givet ordre til det. Den eneste mangel ved Nürnbergerdomstolen var faktisk, at det kun var sejrherrernes domstol. For sejrherrerne havde også begået grusomheder.

Dommen i Nürnberg viser, at det er det enkelte menneske, det er DIG, som hver gang skal afgøre, om noget er rigtigt eller forkert. Der er ingen andre, som kan træffe den afgørelse for dig. I middelalderen havde man, som du ved, et frygteligt brutalt retssystem med galge og pisk for de mindste fejltrin. Men man var nødt til at bruge benådede dødsdømte som bødler, fordi bøddelarbejdet var så frygtet og forhadt. Det var umuligt at få almindelige folk til frivilligt at påtage sig det, selv om det var godt betalt,

Du kan, når du får stemmeret til valg, sørge for at give din stemme til et nedrustningsvenligt parti. Det kan være svært at vælge men der er nogle, der er mere »militærtossede« end andre.

Du kan også, når du skal mode til session, forlange at blive militærnægter. I Danmark og en hel del andre lande i øst og vest anerkender man, at unge mænd af forskellige grunde vægrer sig ved soldatertjeneste. Som regel må de så i stedet udføre en eller anden arbejdstjeneste, mens deres årgang er indkaldt.

Der er et meget stort antal mænd, der vælger at blive militærnægtere. Faktisk er Danmark »verdens stærkeste militærnægtermagt«, idet omtrent hver sjette dansker bliver nægter, i de større byer er det endda hver fjerde. Selv om man endnu i mange år er i stand til at få tilstrækkeligt med frivillige til soldatertjeneste, kan det ikke undgå at gøre Indtryk, at så mange unge melder fra.

Det kan meget vel koste dig noget at sige nej, hvis du bliver sat til noget, du ikke kan gå med til, men det er nemmere, jo før du siger stop. Er der først i et land indført militærdiktatur eller krigstilstand, vil du blive udskreget som forræder og fængslet som forbryder, hvis du nægter at bære våben eller at arbejde i våbenfabrikker.

Det er også dit ansvar sammen med alle andre øjeblikkeligt at forsvare mennesker, hvis de bliver undertrykt eller på anden måde uretfærdigt behandlet. Det skal du gøre for din egen sikkerheds skyld? fordi næste gang er det dig, det går ud over. Det vanskelige ved at forsvare andre mod uret består l, at de, der bliver hængt ud og forfulgt, ofte er både grimme og dumme og frække. Man kan nemt fristes til at tænke, at de såmænd kunne have godt af en lille afklapsning. Den norske digter Arnulf Øverland skriver det:

De fleste bærer så inderligt vel den uret, som ikke rammer dem selv.

Selv i lande tusinder af kilometer borte kan det hjælpe, hvis du taler de svagestes sag. Organisationen »Amnesti International« prøver over hele verden at finde frem til mennesker, som er blevet fængslet uretfærdigt. Man har derefter skrevet til politi og dommere og regering I de pågældende lande og har mange gange haft held til at få de fængslede løsladt. Det gør heldigvis et stærkt indtryk på selv den mest hårdkogte regering, hvis mennesker i et fjernt land bliver oprørt over uretfærdighed.

Lige så vigtigt det er at sige nej, hvis der, er noget, du er imod, så bør du også huske at sige ja og give din helt personlige støtte, hvis nogen taler en god sag, som du fuldt ud kan gå ind for. Der er flere foreninger, nogle med afdelinger i mange lande, som på forskellige måder arbejder for en fredeligere fremtid uden militær og våben og undertrykkelse. En liste over nogle af disse findes bag i denne bog. Der er også medtaget ungdomsafdelinger af nogle politiske partier, som går ind for nedrustning, selv om moderpartiet endnu ikke gør det. Hvis du aktivt går ind til støtte for en af disse foreninger, vil du også opdage, at du ikke går helt alene omkring med dine tanker og ønsker.

Hvad er ikkevoldsforsvar?

Det kan godt være, at det er frygteligt og grusomt at føre krig, men hvad kan man gøre andet end at slå fra sig, hvis nogen forsøger at true med våben og undertrykkelse?

Selv om man er uden våben, er man langt fra værgeløs. Hvis der var nogen, der pønsede på at undertvinge Danmark for at udnytte vort arbejde eller bruge vore produkter, så ville man være nødt til l hvert fald i et vist omfang at samarbejde med danskere. Man kan med våben og fængsel tvinge folk til at arbejde, men man kan ikke tvinge dem til at arbejde godt eller hurtigt eller med glæde. Man kan ikke tvinge nogen til at elske deres undertrykkere. De fleste regeringer vil være ømme over deres rygte i andre lande. Alle vil gerne have ry for at være civiliserede og fredselskende og for at respektere andre folks frihed.

Hvis derfor et ubevæbnet land trods alt alligevel skulle blive overfaldet og besat af militærstyrker, er der en lang række metoder, man uden at bruge vold kan tage i brug for at gøre det klart for modstanderen, at man ikke ønsker hans »hjælp«. Man kan protestere både her og i udlandet. Man kan nægte at samarbejde, hvis man ikke bliver tvunget til det. Man kan strejke, d. v. s. nægte at arbejde eller arbejde langsomt. Man kan fjerne nogle få vigtige reservedele, så modstanderen ikke kan bruge maskinerne. Man kan forsøge at overtale de menige soldater, så de forstår, at det er noget uretfærdigt, de er i færd med at gøre.

Tilsyneladende sker der ikke noget ved en protestdemonstration f.eks. Alting kan fortsætte som før. Men det er kun tilsyneladende. Det kan ikke undgå at gøre et stærkt indtryk på magthaverne bagved soldaterne, hvis titusindvis af mennesker slutter sig sammen for våbenløse at protestere mod uretfærdighed. Soldater og politi kan forsøge at hugge ind på en sådan demonstration og kan arrestere eller skyde i flæng. Men det vil kun svejse folk sammen og gøre modstanden endnu mere forbitret. Det kræver ganske vist meget stort mod og viljestyrke helt at undgå vold mod modstanderen under et stort protesttog, der bliver angrebet af soldater, men det er meget vigtigt at undgå. Hvis blot en af soldaterne får en skramme, vil det blive brugt som undskyldning for blodig gengældelse.

Et forsvar, som virker efter disse principper, kaldes ikkevoldsforsvar. Det er en kampmetode, hvor alle midler kan tages i brug, bortset fra vold mod modstanderen. Kampen kan være langvarig og farlig for de mest aktive, men der er ikke tvivl om, at ødelæggelserne og dødsofrene vil være mindre ved denne form for kamp end ved alle andre slags krig.

Der er talrige eksempler på, at kampe uden vold mod en stærk væbnet modstander er endt med »sejr« for de våbenløse. Du kan blot tænke på, at den næststørste stat i verden, den indiske med 300 millioner indbyggere, vandt uafhængighed fra engelsk kolonistyre efter mange års ikkevoldskamp ledet af Gandhi.

Top