Epilog

Sneglens udsigt

Jeg er en snegl som varmer mig 
i samme sol som sletter mine spor. 
Min bløde krops specialgevind 
er skruet fast i huset hvor jeg bor.

Jeg lærer næppe meget mer
og hvad jeg gjorde før det har jeg glemt -
og målet for min rejse nu
det ved jeg heller ikke helt bestemt.

Jeg strækker mine følehorn
og ser med mit nervøse snabelblik
og rør du mig forsvinder jeg
ind i mit hus som snegle har for skik.

Jeg er en snegl og jeg kan se 
frem og tilbage på den samme tid. 
Og jeg er han og hun i én 
men parrer mig alligevel med flid.

Min sære sneglekærlighed 
er en naturlig ting og ingen fejl: 
min længsel har jeg altid med 
for jeg er både en og to og spejl.

Hvor jeg skal hen hvorfra jeg kom 
er mørke ubekvemme natteord -
jeg er en snegl og varmer mig 
i samme sol som sletter mine spor.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.