Balladen om den gamle Aladdin Den gamle Aladdin sad i sit køkken og skæved til lampen og tænkte på lykken. Hans turban var syet om til gardiner og fangede ikke fler appelsiner. Han husked han ville engang noget stort - men tiden var gået og lykken var gjort. Han tænkte: »Hvad blev der af landet Slaraffen?« og hældte en lille sjat letmælk i kaffen og skar sig af franskbrødet endnu en skive ikke af lyst, men han var jo i live og mad må der til for at holdes i gang. Så hørte han nede fra gaden en sang! Han rejste sig op og gik hen til sin rude for at se hvem det var der sang derude - hvor kom den fra, hvor hørte den hjemme den gyldne bevægende smeltende stemme? Da så han den vanskabte hæslige dværg som sang om prinsessen, der sad på et bjerg: »Der sad en prinsesse helt oppe på toppen og kæmmede håret og salvede kroppen og bjerget var glasglat og stråled i solen.« Dværgen sang løs mens han gned på fiolen. Aladdin genkendte den gamle sang og vidste den var uendelig lang. »Ja, bjergets sider var glatte som spejle og mangen en kongesøn kom for at bejle og fik for sin kærlighed buler i panden og en gik af elskoven helt fra forstanden!« Så hørte han ikke mer om det bjerg: om hjørnet drejed den syngende dværg. Aladdin erindrede spejlglasidyllen og hented sin vandpibe oppe fra hylden. Tobakken var gammel og tør ku han smage - og han sad og tænkte en smule tilbage på dengang han havde en tjenende ånd som altid ku række en hjælpende hånd. I radioen var ikke andet end popsjask på køkkenbordet stod gårsdagens opvask. Han mindedes fade med herlige frugter og ungdommens vilde forrevne slugter hvor han som dreng gik på eventyr - nu var det hele sat over styr. Hvordan gik det til? Ja, forstod han det bare. Hvor var hans forældre? Og hvor var Gulnare? Han mindedes døde, forsvundne, forladte og sad og blev helt deprimeret af det. Han bakked på piben der bobled og røg og opdaged endnu et hul i sit tøj. Han husked de kølige gyldne paladser og sorte slaver med kalabasser som skænkede vinen i spinkle krystalglas! Han så på sit køkken: en mødding, en valplads for hverdagens kamp - en kedsommelig krig - et uoverskueligt svineri. Han tænkte med vemod på ungdommens vildskab men brændte han virkelig? Var der et ildtab? En abe i gerning, en tiger i tanken - Aladdin fik pludselig hjertebanken og sad og rørte rundt i sin kop hvor kaffen forlængst var drukket op. »Sulejma, Sulejma-nej, undskyld: Gulnare! Din mave var blød, dine øjne var klare du skænked mig stunder af gudelig glæde og var jeg hos dig, var jeg sand og til stede - men alt hvad vi ejede sammen var nat: når morgenen kom så skiltes vi brat. Gulnare, Gulnare - jeg mener: Sulejma! Kom ind i mit køkken og pas mig og plej mig - åh husker du solopgangenes helved vi knuged hinanden og skiltes og skælved. Sulejma! Gulnare!« Aladdin blev stum og følte sig pludslig lidt gammel og dum. Den gamle Aladdin røg piben i tavshed og nægtede pure at tale om afsked og havde det let: der var ingen der spurgte om forskellen mellem at længes og burde. Han sad helt alene og piben gik ud - han drømte om ballernes festlige skrud. Han drømte om smukke og kærlige tafler om sange og syner og fyldte karafler om alt det han savnede da det var borte - men så blev minutterne lissom for korte: han rejste sig op og stak piben ind og gik ud i den kølige morgenvind! Tilbage i køknet stod piben og lampen og minded hinanden om klassekampen ikke med ord: de ku ikke tale - men begge var med i de højenloftsale hvor alt blev studeret og endevendt og verden var frelst hver gang festen var endt. Aladdin gik rundt i de stinkende gyder og lytted til lyden fra hverdagens gryder. Han kendte fra gamle dage de bjælder der skaber en god og sandfærdig fortæller og frygtede klangen der lød overalt fra eventyr som forlængst var fortalt. Hans hoved dunked af gamle minder og ned ad den gamle Aladdins kinder løb et par tårer han næppe nok mærked hans tempo blev bare en smule forstærket han traved med lange og hurtige skridt og hev efter vejret og havde det skidt. Han gik hele dagen og klokken blev mange og hovedet dunked af ældgamle sange. Han tænkte: »Nu gør jeg sgu lissom jeg plejer« og gik ind på et værtshus og købte en bajer. Han så godt den pige der sad ved hans bord men han satte sig uden at mæle et ord. Så mærked han pludslig hans knæ blev kontaktet! Han sad lisså musestille han magted og jukeboxen skrattede larmende valsen og han fik bajeren galt i halsen. Han knuged om flasken og så på sin hånd og tænkte på tusindvis bristede bånd. Han rejste sig uden at kikke på pigen og fandt toilettet og mærked en stigen af noget i sjælen han troede var jordet - så gik han og satte sig atter ved bordet og så på en lang og lakeret negl. Var det en tilfældighed, bare en fejl? Så kom den igen, denne sagte berøring og nu ku han mærke at pigen tog føring og da han forsigtigt besvarede trykket og kikkede op så han pigen var rykket så nær hun ku lægge sin hånd på hans og hun spurgte ham: »Skal vi tage en dans?« Så dansed de ud til de skrattende toner ved bardisken sad et par ensomme koner og kikkede på dem som ville de sige: »Han er da for gammel til den unge pige!« Men pigen sagde: »Min smukke skat jeg har lyst til at elske med dig i nat!« Aladdin mærked i kroppen at hjertet slog kolbøtter og han blev varm og forfærdet men nysgerrig var han på lidenskaber og dertil fortrolig med turen som taber så han rakte begge hænderne frem: »Kom lille pige, gå med mig hjem!« Hun sagde på vejen op ad hans trappe: »Jeg vil elske dig, ikke stoppe og lappe og din opvask kan du få lov at beholde jeg vil elske dig, ikke spille en rolle!« Og de elskede sammen den udslagne nat og da morgenen fandt dem, hvisked hun: »Skat jeg kommer igen, jeg kommer tilbage for jeg vil elske dig nætter og dage og helst på en tid der er højst ubelejlig for netop fordi jeg syns du er dejlig vil jeg drille dig ligeså meget jeg kan du dejlige kloge og smukke mand!« Den gamle Aladdin blev taget på sengen og kærtegn forvandlede sengen til engen hvor blomsterne lyser og fuglene synger og dugdråber saligt i spindelvæv gynger. Hun rejste en pæl af hans mødige kød han lagde sit hoved i hendes skød. Og nu var hun borte, men endnu hang duften af hendes parfume og svæved i luften. Han huskede hænder så vilde og ømme og gamle Aladdin begyndte at drømme. Han følte en fryd ved sin genfundne krop og gik ud i sit køkken og vaskede op. Og hun kom igen og hun kom tilbage de elskede nætter de elskede dage. Han vidste at mensket kan tale med dyret men troede det kun var i eventyret. Han lærte den ømhed man får når man tår og kærtegn er kærtegn og ikke kun svar. De elsked sig hinsides angst og betaling og hinsides løfter og bøn om befaling. Det givne blev taget, men ikke for givet - Aladdin så atter en mening med livet og fik sat lidt skik på sit rodede hus og mærked de kræfter som sprang af et knus. En morgen de sad i Aladdins køkken og takked hinanden for natten og lykken og indsnused kaffens vellugtende dampe da så hun pludslig den støvede lampe: »Den lampe, den bruger du aldrig igen - hvad siger du til at forære mig den?« Aladdin smiled og tog den i hånden: »Den lampe, min ven, den har opgivet ånden! Den rummed engang overjordiske kræfter men den er slidt op nu så længe efter. Nu står den dér med sit bulede blik et fattigt minde om tiden der gik.« »Mm fader er fattig og bor i en hytte for ham vil den være et kosteligt bytte: han lever i mørke - og mørke er truende uden et lys som kan skinne og lune. Den lampe er ingenting værd for dig - kom lad os følges den lange vej!« Hun hented lidt olie og se - med det samme brændte en lille lidt flakkende flamme. Aladdin kyssed sin kære i nakken: »Okay, lille pige, så henter jeg frakken - det lys er for svagt og sket er jo sket og jeg foretrækker elektricitet.« Hun gav ham et smækkys lige i øjet: »Min fader blir virkelig meget fornøjet - han plejed mig kærligt for længe siden og man blir jo ikke yngre med tiden han ser ikke mer så godt som en gang men hans øren er skarpe for løgn og sang.« De gik med hinanden om livet og fjanted og lo ad de munde der snerped sig tantet og turen var lang, der var ikke mer gader - så sagde pigen: »Her bor min fader.« De stod ved det usleste usle skur under taget sang en fugl i sit bur. I en snor var ved døren en fløjte bunden og pigen satte fløjten for munden og spilled en strofe af jukeboxvalsen og Aladdins hjerte fløj op i halsen: Der stod den vanskabte hæslige dværg - »Jeg synger en sang, hvis du gir mig en skærv!« Men datteren kyssede faderens kinder: »Mm elskede bringer en gave af minder - han kender til mørke og ved at du fryser og gir dig en lampe som luner og lyser.« Og dværgen tog lampen og tændte dens lys. I halvmørket følte Aladdin et gys. Og da de sad bænkede rundt omkring bordet tog den gamle Aladdin ordet: »Du hæslige dværg med de vanskabte lemmer der er et eller andet der ikke stemmer! Min smukke elskede, er hun dit barn? Hun ligner så sandelig ikke farn.« Den hæslige vanskabte dværg sad og lytted og smiled og så: »Hun er ikke forbyttet - men jeg vil fortælle dig hvorfra hun stammer som tak for din lampe der letter min jammer.« Og dværgen hented sin sprukne fiol og satte sig ned og sang i sin stol. »Det var på det glatteste glatte af bjerge rejst og poleret af flittige dværge - der sad en ulykkelig ensom kvinde som ingen kongesønner ku vinde. Da kom der en stor og forfærdelig ånd og bar hende ned i sin vældige hånd. Prinsessen ægted en prins af naturen han gjorde lykken og han gjorde kuren. Men var der på toppen længsel og smerte så bar hun nu bjerget i sit hjerte. Og prinsen blev muggen og ilde tilpas. Han kendte ikke det bjerg af glas. Og prinsen forstødte den dejlige kvinde og fik i sit hjerte et bittert minde. Prinsessen gik bort med sit glasbjerg i sjælen og han fandt en anden, for prinsen var kælen men under prinsessens hjerte lå en frugt af de frø som prinser kan så. Jeg fandt hende ligge en aften og sove et sted i de mørke og vildsomme skove - jeg tog hende hjem til min ensomme hytte og da jeg er temmelig god til at lytte hørte jeg småbitte hjerteslag og hun fødte den smukkeste pige en dag. Det barn blev min lykke, det barn blev min glæde (dværge har altfor let ved at græde) og glasbjerge, tja, dem kan vi polere og så skal vi ikke ønske os mere. Se det er historien om datteren min - jeg ser hun er lykkelig, nu hun er din!« Den gamle Aladdin greb dværgen i hånden: »Prinsessen på glasbjerget, prinsen og ånden - er det hvad du ved? Har du mer at fortælle? Er det hvad historien har at melde? Den stakkels prinsesse du tog i din favn - hvem var hendes prins, og hvad var hendes navn?« Udenfor hørtes et tordenvejrs buldren. Den hæslige vanskabte dværg trak på skuldren: »Hvad ved vi om andre? De snyder os bare. Jeg ved kun hun sagde, at hun hed Gulnare. Det kommer forresten vel ud på et. Hæld olie på lampen, den blafrer lidt.« »Gulnare? Hvor er hun?« Aladdin var rystet. »Hun døde, da jeg lagde barnet til brystet. Jeg tror nok at glasbjerget i hendes hjerte sprak, men hun døde helt uden smerte. Så fik vi en amme, fuldbarmet, men kold - Sulejma, det hed hun, hun bor med en trold. Kold blev hun fordi hun i ungdommens tider havde en elsker af den slags der skrider. Så gik hun amok og så: »Nu gir jeg fanden en finger - så finder jeg sagtens en anden!« Og det blev så trolden ved glasbjergets fod - som trold, vil jeg sige, der er han god. Han lærte Sulejma at spå og at trolde og det har jo sådan set spillet en rolle for dengang min datter sku modtage dåben så sagde hun: »Jeg har et stærkere våben! Jeg koger en gryde med heksebryg og smører det over din datters ryg! Det skal minde om, at det ikke er lykken bare at lægge sig ned på ryggen for den første den bedste bejler men selv at tå tøjlen når hesten stejler. Når ryggen er fri kan man ånde frit og kende forskel på godt og skidt.«« Den gamle Aladdin sad ganske stille. Dværgen sagde: »Du søde lille hent os lidt brød og lidt vin, min unge hører du tordenskraldene runge - I blir nødt til at sove her i nat.« Pigen sagde: »Min elskede skat - søde Aladdin, du virker forlegen er der, min elskede, noget i vejen? Når vi har spist skal jeg vise dig lykken ved at få heksebryg smurt over ryggen. Jeg tror nok vi stadigvæk har en sjat - den vil jeg smøre dig med i nat!« Den gamle Aladdin trak vejret besværet. Så sprang han op og råbte: »Begæret det vil jeg blive og det vil jeg bruge! Fanden er herre, Madonna er frue! Lykken er livet og livet fordærv!« Da bristed i latter den vanskabte dværg. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.