Balladen om Den store Bastian Den store Bastian følte sig mutters og alene. Så så han at der brændte lys bag hyldebuskens grene. Han sneg sig hen til huset og kikked ind ad ruden og så sin søster kysse blidt en neger midt på snuden. Den store Bastian dundred på døren med sin næve og så sin søster rejse sig og hen mod døren skæve. Så åbnede hun døren og sagde: »Kære broder- hvor er jeg glad fordi du kom og undskyld at her roder - men jeg har mødt en neger nu deler vi lidt mørke. Velkommen til oasen midt i livets ørkentørke!« Den store Bastian mærked at læberne blev smalle og søstren så forbavset til da han lod hamren falde: Han tog den sorte neger og dypped ham i sprit så alt hvad der var sort på ham blev kridtevittehvidt. Så smurte han sit ansigt og alt med sorten blæk og sagde: »Gode søsterlil la vær at dø af skræk! Nu vil vi elske sammen den hele mørke nat - din negermand kan se derpå at synden er forladt.« Hans søster sagde: »Bastian jeg håber du forstår jeg lige først må bede mig et enkelt Fader Vor.« Og Bastian sagde: »Søster det er en menskeret! Den bøn kan klare stemmen hos de fleste som har grædt. Så bed du kun du kære.« Og pigen knæled ned men hvad hun lå og mumled dér forblev en hemlighed. Så så hun op på Bastian og sagde: »Kære bror nu har jeg talt med fader vor og hilst ham fra vor mor - han under os så gerne den soleklare lyst hvor salig ubesindighed forener sorg og trøst. Så kom du store Bastian nu lægger jeg mig ned så mødes vi som søskende i menskekærlighed.« Den store Bastian kasted sin slåbrok på en stol så elsked de hinanden hedt til morgenhanen gol. Den hvide neger sukked og så lidt skuffet ud han savnede sin kæreste og al sin sorte hud. Den store Bastians søster sa: »Neger kom og tag den store Bastians køn i hånd og gør ham så lidt svag - for svaghed er det smukke at være sammen om og brude føler mere fryd jo flere der er gom!« Den store Bastians søster tog Bastian i sin favn og drog den hvide neger ind i broderskabets navn. De elskede hinanden både her og der: det skønneste i verden er at ha hinanden kær. Og Bastian tog sin søster og negeren tog ham og alle var forelskede og ingen følte skam. Og bror og mand og søster og hvid og sort i flæng forened hud og hår og krop og delte bord og seng. Den store Bastian råbte på nippet til at toppe: »Du negermand, du søster kær jeg elsker jeres kroppe! Nu ved jeg hvad hun mente der gerne ville lege!« Alt hvad den store Bastian så det ville han og eje. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.